Hvor skøn og fager dog du gør den Brøde,
som nu dit Rygtes Blomsterskønhed pletter,
lig Ormen, der fortærer Roser røde!
I hvilken Ynde du din Skændsel fletter!
Den Mund, der mæler om din Færd og Vej,
der om dit kaade Letfærds-Liv fortæller,
maa halvvejs rose, mens den dadler dig;
dit Navn gør godt, hvad ondt man om dig melder.
O hvilken Bolig fik dog hine Laster,
som valgte dig til deres Hal og Slot,
hvor Skønhed Slør om alle Pletter kaster,
og alt, hvad Øjet ser, er rent og godt!
Men vogt dig vel, at ej du Lykken frister;
den Kniv, der bruges daarligt, Æggen mister.