De, som har Magt og dog ej øve Men,
hvis Ydre varsler, hvad de ikke holde,
som, mens de røre andre, selv er Sten,
stærke mod Fristelsen, urørte, kolde, —
De faa med Rette Himlens Gunst at nyde
og røgte vel Naturens Rigdoms-Ager;
de kan som H errer deres A nsigt byde,
mens andre hines Værd i Len kun tager.
En Sommerblomst er dog for Somren fager,
om end sit Liv den lever enlig hen;
men dersom Smitte ind i Saften drager,
er selv et Ukrudt skønnere end den:
Naar Liljer raadne, — skære som de var,
de mere hæslig Stank end Ukrudt har.