Saa skal jeg som en narret Husbond være,
mens jeg dig trofast tror; din Kærlighed
vil, skønt forandret, samme Aasyn bære,
dit Blik hos mig, dit Hjærte andet Sted:
Thi intet Had kan i dit Øje trives, —
af det kan ikke jeg din Kulde lære.
I manges Aasyn Hjærtets Falskhed skrives
i mørkt forvredne Bryn og Rynker sære;
Men Himlen bød, at i dit Ansigt skulde
bestandig Kærlighed sin Renhed male;
var end dit Hjærte haardt og fyldt af Kulde,
dit Øje skulde kun om Mildhed tale.
Som Evas Æble Kval din Skønhed gemmer,
hvis ej dit Indre med dit Ydre stemmer.