Men selv om ej du for dit Tab mig sparer, —
at du er min for Livstid, dog jeg véd;
mit Liv ej længer end dit Venskab varer,
thi det beror jo paa din Kærlighed.
Jeg frygter ej den værste Smertes Braad,
naar selv den mindste ender Livets Stunder.
Jeg ser, jeg fik en meget bedre Lod
end den, som ikkun i dit Lune grunder:
Din Ubestandighed kan ej mig græmme,
thi hvis du svigter mig, mit Liv er omme.
Hvor maa jeg Lykken dobbelt dybt fornemme,
glad ved dit Venskab, glad ved Dødens Komme!
Men selv det reneste for Pletter gruer:
falsk kan du være, mens jeg intet skuer.