Fra dig jeg borte var i Vaarens Stund,
da frisk den lyse, brogede April
til Ungdomskræfter vakte alt af Blund,
saa selv Saturn sprang om med glade Smil.
Dog ingen af de muntre Fugles Sang
og ingen Duft af Blomster broget-smukke
fik noget Sommer-Æventyr i Gang
og fik mig til af Jordens Skød at plukke.
Ved Liljens Hvidhed undredes jeg ej,
og ikke Rosens dybe rødt jeg priste;
de var mig kære kun, fordi til dig
som deres Farvemønster hen de viste.
Dog syntes det mig Vinter, gold paa Lykke,
jeg stirred paa dem kun som paa din Skygge.