Jeg skændte paa Violen, hvor den stod:
«Hvorfra har du din Vellugt suget ind
om ikke fra min kæres Aande god?
Og Purpur-Rødmen paa din Blomsterkind,
den har du farvet i min kæres Blod.»
For Liljens Ran imod din Haand jeg skændte
og lasted Meriansknoppens fra dit Haar;
én Rose rød som Skammens Hede brændte,
én stod saa hvid, som haabløs Smerte staar;
En tredje havde stjaalet fra dem begge
og dertil lagt din Aandes Duft, den søde;
men mens den stod med blegrødt Kronblads-Dække,
en Orm den gnaved for dens Ran til Døde.
Og hver en Blomst, jeg øjned paa min Vej,
den havde Farve eller Duft fra dig.