Sig, Muse, hvorfor du saa længe venter
med Sang om det, der giver dig din Styrke?
Hvad værdløst Stof mon du for Lyset henter,
som hyller dine Evner ind i Mørke?
Glemsomme Muse, kom tilbage atter;
erstat den spildte Tid med Sang igen;
Syng for det Øre, som din Digtning fatter
og giver Kraft og Indhold til din Pen.
Op, dvaske Muse, op, og se, om Tiden
har i min kæres Aasyn Rynker lagt;
hvis saa, da bliv dens Spotter stadig siden,
saa overalt den møder dyb Foragt.
Skænk Hæder til min Ven med større Hast,
end Tiden dræber, — og hans Ry staar fast.