Hvad gør din Sløvhed, Muse, god igen,
at skønhedsfarvet Troskab du har glemt?
Troskab og Skønhed lever i min Ven,
og dér er ogsaa dig dit Liv bestemt.
Tal, dorske Muse; mulig vil du svare:
«Troskab skal sikkert uden Farver sandes,
og Penslen kan sin Kunst paa Skønhed spare;
det bedste er dog bedst, naar ej det blandes.»
Saa tier du, da ej til Ros han trænger?
Din Ret til sligt et Forsvar jeg benægter;
thi hvis du vil, saa skal han leve længer
end gylden Gravpragt: — prist af sene Slægter.
Gør, Muse, da din Pligt, og Fremtids Aar
skal kende ham, som nu han blandt os staar.