Naar Mennesker og Lykken bort sig vender,
naar jeg forladt med Graad i Øjet staar
og Raab imod den døve Himmel sender,
og naar jeg dybt forbander mine Kaar
Og én Mands Haab som Maal for Ønsket nævner,
en andens Træk, en tredjes Vennekreds,
og fordrer hines Stræben, disses Evner,
med hvad der mest mig glæder mindst tilfreds,
Foragtende mig selv, — da stundom svæver
min Tanke hen mod dig, og mine Kaar
— som Lærken, der ved Gry fra Jord sig hæver, —
ved Himlens Porte Jubeltriller slaar:
Din Kærlighed slig Rigdom skænker mig,
at da med Kongers Kaar jeg bytter ej.