Naar for de tavse Tankers Ret jeg stævner
mit Minde om de svundne Ting til Møde,
jeg ser, hvor tit de glipped, mine Evner,
og klager atter over Tidens Øde.
Da kan mit Øje jeg med Taarer dugge
for dem, hvem Døden i sit Mørke bandt,
paa ny ved Elskovs gamle Smerter sukke
og jamre over mangt et Syn, der svandt.
Da kan jeg sørge over Fortids Kvaler
og tælle op det triste Regnebræt
af svundne Klager, jeg paa ny betaler,
som om ej én Gang før det alt var sket.
Men naar jeg dig da mindes, kære Ven,
saa svinder alle Savn og Sorger hen.