Se, i dit Bryst sig alle Hjærter dølge,
hvem jeg som døde tungt har maattet savne;
dér hersker Kærlighed og alt dens Følge
og alle de, jeg trode længst begravne.
Hvor tit, naar jeg var vemodsfuld i Hu,
har Kærligheden Taarer fra mig vristet
som mine dødes Ret, der synes nu
i dig at bo, som om jeg ej dem misted!
Dødt Venskab lever i dit Hjærtes Grav,
behængt med Mindetegn om mine kære,
der skænked dig hver gyldig Ret og Krav,
de fik paa mig: — alt det skal dit nu være:
Ja, de, jeg elsked, samles i din Sjæl,
og du, der helt er dem, mig ejer hel.