Ifald du overlever mine Aar,
naar Døden barsk i Støv mig strækker hen,
og hvis dit Blik du mulig atter slaar
paa disse ringe Linjer af din Ven,
Saa læg ved Tidens modne Værk dem fremme, —
og skønt hver Pen dem da vil overgaa,
saa skal du for mit Venskabs Skyld dem gemme,
for Rimets ej, som andre let kan naa.
O, tænk da mildt paa mig i Ord som disse:
«Ifald min kæres Muse voxet var
med Tidens Væxt, den havde født tilvisse
et Barn, der mere frit sit Hoved bar;
«Men mens de andres Kunst dem volder Hæder,
hans Digtning for hans Venskabs Skyld mig glæder.»