Hel mangen Morgen saa jeg lyst og skønt
mod Bjærgets Top at smile vennehuld,
med gyldent Aasyn kysse Engens grønt
og smelte Bølgen om til fagert Guld;
Men stygge Taagemasser inden kort
over dens lyse Himmel-Aasyn gled;
fra Verden drog sit Ansigt helt den bort
og sneg sig fuld af Skam mod Vesten ned.
Saadan min Sol en Morgen skinned klar
med herlig Straaleglans imod mit Bryn;
men ak, én Time ikkun min den var,
og nu har Skyer skjult den for mit Syn.
Men kan om Himlens Sol der Taage bredes,
saa maa jeg ej paa Jordens Sole vredes.