Hvi har saa skøn en Dag du mig forjættet,
saa uden Kappe jeg paa Rejsen drog,
naar stygge Skyer snart dog Vejen pletted
og om din Pragt et hæsligt Dække slog?
Det er ej nok, du gennem Skyen bryder
og tørrer Regnen paa min kolde Kind;
kun stakket Balsam du i Saaret gyder,
naar Skændslen stadig tynger paa mit Sind.
Og ej din Skamfuldhed min Kval kan lindre;
om end du angrer, jeg dog Tabet lider;
thi Gerningsmandens Sorg gør næppe mindre
hans Kval, der under Brødens Byrde strider.
Men Perler er de Taarer, som du fælder,
og deres Rigdom mer end Brøden gælder.