Hvor kan da Foden glad mod Maalet rettes,
naar ej af Hvilens Sødme jeg forynges, —
naar Dagens Tyngsel ej af Natten lettes,
men Dag af Nat og Nat af Dagen tynges?
Og skønt de to i stadigt Fjendskab vanke,
saa enes de dog om at martre mig, —
én ved sit Slid, den anden ved den Tanke:
hvor fjærnt jeg naar, jeg fjærnes mer fra dig.
Til Dagen siger jeg, at til dens Pris
du straaler klart, naar Skyer alt fordunkle;
og Natten smigrer jeg paa samme Vis:
du smykker den, naar ingen Stjærner funkle.
Men Dagen lader Sorgen daglig stige
og Natten gi’r den ikke Lov at vige.