Af Møje mat jeg til min Seng mig skynder,
hvor rejsetrætte Lemmer Hvilen kender;
en Vandring i mit Hoved da begynder,
et Aandens Værk, naar Kroppens Virken ender.
Thi mine Tanker, fra min fjærne Krog,
da mylre frem mod dig paa Pilgrimsfærd
og aabne mine matte Øjenlaag,
saa jeg mod Mulmet, som den blinde, ser.
Dog gennem Sjælens Sekraft øjner brat
dit Billed jeg i Mørket, tæt og tungt,
der, lig Juvelen i den sorte Nat,
gør Natten skøn, dens gamle Aasyn ungt.
Saadan ved Dagen mine trætte Lemmer,
ved Nat min Tanke ingen Fred fornemmer.