Mit Venskabs Drot, til hvem dit høje Værd
bandt fast min Lydighed med stærke Baand,
dig sender dette skrevne Bud jeg her,
som Tegn paa Hyldest, ej paa Vid og Aand;
En Hyldest, der, skønt stærk, ser blottet ud,
— thi tom paa Ord og fattigt er mit Vid, —
men som du nøgen i din Tankes Skrud
vil hylle venligt til en bedre Tid, —
Indtil den Stjærne, der min Bane leder,
i gunstig Stilling peger paa min Færd
og Klæder om mit Venskabs Pjalter breder,
saa jeg din Agtelse kan blive værd:
Da tør jeg sige, hvor jeg elsker dig,
ej før mit Hoved vise paa din Vej.