Lad dem, der er i Gunst hos deres Stjærner,
af Hæder rose sig og Titlers Mylder,
mens jeg, hvem Skæbnen fra slig Ære fjærner,
uænset glædes ved, hvad mest jeg hylder.
Se, Fyrstevenner brede fagert Løvet
som Morgenfruens Blomst mod Solens Øje;
men brat kan Glansen blive dem berøvet,
for Vredesblik maa deres Pragt sig bøje.
Den kampberømte Kriger, aldrig trættet,
som efter tusend Sejre én Gang tabte,
for stedse ud af Ærens Bog er slettet
og al den Stordaad glemt, han ellers skabte:
Held mig da, at vor fælles Kærlighed
faar Lov at gro i Tryghed og i Fred.