O, Skønhed endnu mere fagert smykkes,
naar Troskabs rene Straaler om den skinne!
Skøn Rosen er; men skønnere den tykkes
ved Duftens Sødme, som den slutter inde.
Paa Hybenblomsten samme Farve hviler
som i den vellugtfyldte Roses Gem,
med samme Friskhed paa sin Gren den smiler,
naar Somrens Aande lokker Blomsten frem;
Men da kun ydre Glans omkring den bredes,
uænset dør den for i Støv at blandes.
Duftsvangre Roser gaar det anderledes;
af deres Død der liflig Vellugt dannes:
Saadan, naar bort din Skønhed visnet er,
min Digtning perser ud dit Troskabs-Værd.