Du er for mig, hvad Føden er for Livet,
hvad Bygen er, naar Jorden mildt den køler;
og samme Uro til mit Sind er givet
som den, en Gnier ved sin Rigdom føler:
Snart lykkestolt og snart af Angst fortært
for Rov og Farer, der hans Skat kan true,
snart Liv med dig i Enrum er mig kært,
snart vil jeg, at enhver min Fryd skal skue:
Snart mættet ved det Syn, hvori jeg svælger,
snart hungermartret mod et Glimt af dig;
jeg ingen Lykke for min Stræben vælger
undtagen den, der følger i din Vej.
Jeg overmættes eller tæres hen,
snart har jeg alt, snart ingenting igen.