De Timer, der har dannet mildt og stille
den Form, som alles Blik med Undren maaler,
vil atter møde som Tyranner vilde
og øde det, der nu i Skønhed straaler.
Thi Tiden bringer Somren paa sin Gang
til hæslig Vinter, hvor den ned ham træder:
froststivnet Saft og visnet Bladehang,
snedækket Skønhed, Goldhed alle Steder.
Var Somren da som Draaber ej bevaret,
bag Glassets Fængsels-Mure sluttet inde,
blev Skønheds Frugt saa lidt som Skønhed sparet,
og ej en Gang der levnet blev et Minde:
Men perses Duft og Saft af Blomsten ud,
dens Væsen lever dog, trods Vintrens Slud.