Naar mine Øjne lukkes, bedst de ser, —
om Dagen ser de Ting, de ænser ikke;
men i min Søvn paa dig de fæstet er,
og klart i Mulmet skuer mine Blikke.
Og du, hvis Skygge klarer Nattens Skygger,
hvor maa din Skygges Genstand straale smukt
i Dagens Lys, naar slig en Lysglans smykker
din Skygge for det Øje, der er lukt!
Hvor vilde mine Øjne frydes, hvis
i Dagens Liv de kunde se dig nøje,
naar i den døde Nat dit Skyggerids
staar fagert for mit sløve, blinde Øje!
Al Dag er Nat, indtil jeg skuer dig,
og Nat er Dag, naar drømt du staar for mig.