Ifald mit tunge, dorske Kød var Tanke,
da skulde ingen Afstand Vejen dæmme;
saa vilde jeg, til Trods for Rummets Skranke,
snelt ile fjærnt fra did, hvor du har hjemme.
Hvad saa, om mine Fødder fæstet vare
paa fjærne Grænser, langt fra dine Fjed:
thi Tanken over Hav og Land kan fare
saa snelt som tænke sig sit Ønskes Sted.
Men Tanke er jeg ej, og ikke kan,
naar du er borte, milevidt jeg springe;
nej, jeg er dannet tungt af Jord og Vand
og maa taalmodig mine Klager tvinge.
Saa dvaske Elementer ikkun rummer
jordtunge Taarer, Tegn paa begges Kummer.