Hans Kind som Mønster fra hin Tid bevares,
da Skønhed stod saa frisk, som Blomsten gror, —
før disse falske Skønhedsmærker bares
dødt om en Pande, hvori Livet bor, —
Før end den dødes gyldne Lokkefylde,
Gravkamrets Arve-Eje, bort blev skaaret
for om et andet Hoved sig at hylle, —
før Skønheds døde Ham paa ny blev baaret.
I ham hin gamle Tid et Udtryk faar,
sanddru og ærligt, uden Pral og Bram;
han gør ej Sommer af en andens Vaar
og pynter ej med Rov sin Skønheds Ham.
Han er det Mønster, som Naturen viser
den falske Kunst, naar højt sit Værk den priser.