Det er ej sandt, hvad før jeg skrevet har:
at ej mit Venskab kunde større blive;
dog den Gang blev min Tanke ikke vár,
at mere Glans min Flamme skulde give.
Men angst for Tiden, som sin Vælde øver,
som smuldrer Løfter, ændrer Kongers Sind,
gør Skønhed rynket, skarpe V iljer sløver
og gør den stærke Sjæl for Maalet blind, —
Hvi maatte, angst for Tidens Tyranni,
jeg ikke sige: «Nu jeg elsker mest»,
da hver en Tvivl om Nuet var forbi,
skønt Fremtids-Tvivlen endnu var min Gæst?
Et Barn er Kærligheden: derfor skulde
den have Lov at voxe ud tilfulde.