Mon det da er min Sjæl, som drikker Smiger,
— hin Fyrste-Pest, — betaget af din Gunst?
Hvad eller mon mit Øje Sandhed siger,
og har din Kærlighed lært det den Kunst:
Hæslige, sære Ting at danne om
til Engleskikkelser, der ligne dig,
saa der af hvert et stygt et fagert kom,
saa fort til Øjets Straaler det fandt Vej?
Det første er det: Smiger af mit Øje, —
og efter Kongers Skik min Sjæl den tømmer:
mit Øje véd, hvad Sjælens Smag vil føje,
og blander Drikken, som det bedst sig sømmer:
Er den forgiftet, mildnes Øjets Synder;
thi selv det elsker den og først begynder.