Fra jeg forlod dig, har mit Øje fæstet
i Sjælen Bo; det, som mig leder trindt,
er halvvejs karsk og halvt af Sygdom gæstet;
det kan vel synes sundt, men er dog blindt;
Thi intet Billed det til Hjærtet sender
af Fugl og Blomst og hvad dets Sans fornemmer:
de Ting, det møder, Sjælen ikke kender,
og hvad dets Sekraft griber, ej det gemmer;
Thi hvad af hæsligt eller skønt det skuer,
Dag eller Nat, Bjærg eller Havets Vande,
graasorte Krager eller hvide Duer,
saa vil det flux dem i dit Billed danne:
Min Sjæl er fyldt af dig i smaat og stort;
dens Troskab har mit Øje utro gjort.