Din Kærlighed og Medynk læger nu
det Mærke, Rygtet paa min Pande brænder;
hvad skotter jeg om andres Ord, naar du
min Svaghed dølger og min Styrke kender?
Du er mit et og alt; fra dine Læber
vil ene jeg min Ros og Dadel sanke;
jeg er som livløs for enhver, der stræber
at bøje min staalfaste Hu og Tanke.
Jeg i saa dybt et Svælg alt Hensyn slænger
til andres Ord, at mine Hugorms-Sanser
ej Spotten eller Smigren hører længer; —
og saadan Dadlen for min Færd jeg standser:
Mit hele Sind saa spændt omslutter dig,
at alle andre synes døde mig.