O skæld paa Skæbnen: hun er den Gudinde,
som førte mig den onde Vej, jeg træder;
kun slette Vilkaar fik mit Liv af hende,
og slette Vilkaar avler slette Sæder.
Derfor en Skamplet paa mit Navn der brænder,
og min Natur er næsten bleven ét
med, hvad den øver, som en Farvers Hænder:
saa ynk mig, ønsk mig ren for hver en Plet; —
Imod den Svaghed, der mit Væsen smitter,
vil Eddike jeg drikke uden Tøven;
jeg ingen Bitterhed vil tænke bitter
og ingen dobbelt Bod for haard til Prøven.
Saa ynk mig, kære Ven; jeg siger dig,
at blot din Medynk kan helbrede mig.