Trofaste Sjæles Forbund intet øder.
Thi Kærlighed er ikke Kærlighed,
som skifter om, naar den Forandring møder,
og naar den anden svigter, svigter med.
Den er et Mærke, som staar fast derude
i Storm og Brænding, hvad der saa end hændes;
den er en Stjærne for hver vildsom Skude,
hvis Værd er ukendt, skønt dens Højde kendes.
Den lader ej som Tidens Gæk sig bruge,
skønt Rosen-Kinder visne for hans Slag;
den skifter ikke om med Dag og Uge,
men varer ved til selve Dommedag.
Hvis det er usandt, og hvis jeg har svigtet,
har ingen elsket og jeg aldrig digtet.