Se, naar det skønne Lys i Østen hæver
sit Flammehoved op, hvert Blik hernede
ærbødigt hylder ham, mens frem han svæver,
og henrykt de hans Kongeglans tilbede.
Og stiger han ad Himlens høje Skrænt,
ret som en kraftig Yngling, stolt og fager,
er end hvert Øje mod hans Skønhed vendt,
mens paa sin gyldne Pilgrimsfærd han drager.
Men naar han som en svækket Olding maa
med trættet Kærre fra sin Højde glide,
de Blik, som før ærbødigt mod ham saa’,
nu bort sig vender til en anden Side.
Saaledes du, trods dine fagre Aar,
uænset dør, hvis ej en Søn du faar.