Fra Stjærnerne jeg ej min Viden faar;
og dog jeg Kundskab har til Stjærneskriften;
men ej om Lykke eller Nød jeg spaar,
om Dyrtid ej og Pest og Aarets Skiften.
Ej kan jeg spaa om Timerne, der ile,
og give hver sin Torden, Storm og Regn, —
ej se, om Lykken vil til Fyrster smile,
idet jeg gransker dybt i Himlens Tegn.
Fra dine Øjne jeg min Viden drager;
i hine faste Stjærner læser jeg:
«Troskab vil staa hos Skønhed frisk og fager,
hvis fra dig selv til Liv du vender dig;» —
Hvis ikke, er mit Spaadomsord saalunde:
«Med din Død vil de begge gaa til Grunde.»