O, at du var dig selv! Men, Ven, du er
ej længer din, end selv du er i Live;
husk, Dødens Time drager stadig nær:
din Form du burde til en anden give.
Saadan den Skønhed vilde staa ved Magt,
du har paa Lejemaal; og da du var
dig selv igen, naar du i Muld var lagt:
dit Afkom da dit skønne Biiled bar.
Hvo lader slig en fager Bygning smuldre,
som ærlig Omsorg kunde opretholde
mod Vintrens barske Storme, naar de buldre,
mod Dødens griske Magt, den evig-kolde?
Kun ødsle Folk. Du fik en Fader, Ven:
saa giv din Søn de samme Kaar igen.