Ak, naar jeg tæller Klokkens Timeslag
og ser den stolte Dag mod Natten glide;
og naar jeg ser Violen slap og svag
og sorte Lokker dækt af sølverhvide;
Naar gold paa Løv jeg ser den stolte Eg,
der skærmed Hjorden imod Hedens Magt, —
ser Somrens grønne bundet op i Neg,
med hvidt og uredt Skæg paa Baaren strakt;
Da falder tungt din Skønhed mig paa Sinde,
at du skal skylles hen af Tidens Flod;
thi hver en Glans og Skønhed maa forsvinde
og dø saa brat, som andre fæste Rod;
Og imod Tidens Le kan kun bestaa
dit Afkom, naar du selv herfra maa gaa.