Som Bølgerne mod Breddens Stene slaar,
Minutterne mod deres Ophør ile;
hver skifter Plads med den, som foran gaar,
og alle stræbe frem foruden Hvile.
Den Fødsels-Stjærne, der i Lyset funkler,
gaar frem, til Straalekronen helt den dækker;
men onde Skygger saa dens Pragt fordunkler,
og Tiden selv sin Gave ødelægger.
Ja, Tiden vejrer Ungdomsglansen hen,
i Skønheds Bryn den dybe Rynker tegner,
Naturens bedste Skat fortærer den,
alt hvad der lever, for dens Le-Blad segner.
Og dog, til Trods for al dens Udaads-Færd,
din Ros skal blomstre i min Digtning her.