Er det din Vilje, at dit Billed skydes
ind mod mit Syn, naar Natten alting dækker?
Er det dit Ønske, at min Slummer brydes,
mens Skygger, lig med dig, mit Øje gækker?
Er det din Aand, du sender Vejen lang,
at forske i hver Daad, jeg øver her,
at finde ud min Synd og Lediggang,
som du med nidkær Hu i Tanken ser?
Ak nej, saa stor er ej din Kærlighed:
min egen Kærlighed min Uro volder;
og det er den, som røver mig min Fred,
og som bestandig Vagt for din Skyld holder:
For dig jeg vaager, medens du maa vandre fjærnt,
fjærnt fra mig og alt for nær ved andre.