Min Kærlighed en Feber er, som higer
mod hvad der Febrens Hede kun forøger;
den sluger det, hvorved dens Flamme stiger,
mens Lindring for sin syge Smag den søger.
Fornuften, som min Elskovs Læge var,
har mig forladt, da ej dens Bud jeg lød;
den visse Død min Attraa voldt mig har,
fordi den ej om Lægedom sig brød.
Jeg er fortabt, min Dom kan ej forhales,
Vanvidets Ufred i sit Tag mig bandt;
min Tanke og mit Ord er som de gales,
og lige stik imod, hvad der er sandt:
Thi jeg har svoret, du var skær og klar;
men sort som Helved, mørk som Nat du var.