Sjæl, Midtpunkt for mit syndefulde Støv,
trængt af den Magt, hvoraf du sluttes inde,
hvi lider selv du Hunger, syg og sløv,
men lader dine Mure prægtig skinne?
Hvi vil din Bolig du saa rigt forgylde,
naar du den korte Lejefrist maa kende?
Skal Orme arve denne rige Fylde,
fortære alt? Er det dit Legems Ende?
Nej, Sjæl, lev ved det Tab, din Tjener lider,
og lad hans Armods-Nød din Rigdom øge;
køb ind for usle Stunder gode Tider;
ej ydre Glans, men indre Kraft du søge:
Saa skal selv Døden dig til Næring være,
og den skal dø og ikke findes mere.