Slet ingen Sminke havde du behov:
thi vilde ej din Skønhed plumpt jeg pryde;
det syntes mig, du overgik al Lov
og gold og vammel Ros, en Skjald kan byde.
Og derfor kun jeg sparsomt om dig skriver,
at selv du i din Skønhed klart kan vise,
hvor langt en kunstløs Pen tilbage bliver,
naar sanddru den dit sande Værd vil prise.
Og denne Tavshed Navn af Synd du gav,
men netop den mig Ros og Hæder bringer;
thi andres Ord blev kun din Skønheds Grav,
mens jeg, naar jeg er stum, den ej forringer.
Mer Liv i ét af dine Øjne bor,
end begge dine Skjalde ejer Ord.