Nu kan i mig du se den Aarets Tid,
da Gren og Kvist med spredt og gulnet Blad
i Luftens Kulde skælver hid og did,
en sondret Hal, hvor Fugle nylig kvad.
I mig den dunkle Skumringsstund du ser,
naar D agen solforladt i Vesten svinder,
mens Natten sort sig breder mer og mer,
hin anden Død, der alt i Hvile binder.
I mig du ser den matte Flammeglød,
som paa sin Ungdoms Aske hviler stille
og venter halvslukt paa sin snare Død,
fortært i det, som var dens Næringskilde.
Og mere kær du faar mig mod det sidste,
fordi du ved, at du mig snart skal miste.