O for at Verden ikke dig skal spørge,
hvorfor du elsker stadig end mit Minde,
saa glem mig ganske, og hold op at sørge,
thi intet værdigt kan hos mig du finde, —
Hvis ej en Løgn du vilde mildt udtænke,
hvorved mit Værd, skønt ufortjent, forhøjes,
saa mere Ros du død mig vilde skænke
end den, hvormed den strænge Sandhed nøjes.
O for at ej dit Venskab skal beskæmmes,
fordi du usandt taler godt om mig,
lad hos mit Støv mit Navn i Graven gemmes
og ikke mer vanære mig og dig.
Thi Skammen følger mig og mine Kaar,
og ved dit Venskab Lod i den du faar.