Naar jeg er død, skal ej du sørge mer,
end Klokkens dumpe Klang du kan fornemme,
som melder Verden, at jeg flygtet er
did hen, hvor Kryb og Orme kun har hjemme.
Og læser du mit Digt, saa mindes ej
den Haand, der skrev det, smuldrende i Støvet;
jeg vil langt heller, du skal glemme mig,
ifald mit Minde gjør din Hu bedrøvet.
Hvis du, naar jeg er Ler i Gravens Favn,
betragter disse Linjer nogen Sinde,
du nævne ej en Gang mit stakkels Navn,
lad med mit Liv din Kærlighed forsvinde, —
At ikke Verden med sin Haan og Tort
skal spotte dig, naar jeg er vandret bort.