For mig din Ungdom bliver aldrig mindre:
saa skøn, som da dit Syn mig først forlysted,
du synes mig endnu. Tre kolde Vintre
tre Somres Pragt fra Skovene har rystet,
Tre fagre Foraarstider jævnt er gledet
i lovmaalt Gang til gulnet Efteraar,
og tre Apriler blev i Juni svedet,
fra først jeg saa dig frisk, som end du staar.
Men Skønhed stjaalent, lig et Sol-Urs Viser,
sig ubemærket fra sin Grænse drager;
saadan dit Farveskær, som nu jeg priser
for Stadighed, maaske mit Blik bedrager:
Saa hør mit Ord, I Slægters Flok, der kommer:
før din Tid havde Skønhed ingen Sommer.