Nævn ej min Kærlighed Afguderi,
og ingen maa min Ven for Afgud kalde,
skønt mine Vers i samme Melodi
til én, om én foruden Vexlen falde.
God er min Ven idag, imorgen god,
bestandig ens ud over alle Grænser;
derfor min Digtning stadig stille stod
om samme Stof og ingen Skiften ænser.
«Skøn, god og tro», dermed er alting sagt,
«skøn, god og tro », i trende Udtryk spundne;
i denne Vexlen al min Kløgt er lagt,
tre Æmner sælsomt nok hos én forbundne.
«Skøn, god og tro» tit adskilt var tilstede;
men aldrig før hos én de havde Sæde.