Naar jeg paa Krønikernes gamle Sider
Beskrivelser af fagre Væsner skuer
og læser skønne Rim fra svundne Tider
til Pris for skønne Riddersmænd og Fruer,
Da, mens de skildre Læbe, Haand og Fod
og Blik og Bryn, det kommer mig i Sinde,
at Maalet, Digterpennen stiled mod,
var netop slig en Skønhed, du har inde.
Al deres Ros om vor Tid ikkun spaa’de,
det var, som ene imod dig de sigted;
men da de dunkelt saa’, som mod en Gaade,
til Sangen om dit Værd dem Kraften svigted.
Selv vi, som ser dig grant, beundre dig,
men prise dig til Gavns formaa vi ej.