Ikke min egen Frygt og ikke heller
al Verdens Spaadoms-Anelser formaar
at lære mig: mit Venskabs Fribrev gælder
ikkun en stakket Tid, et Spand af Aar.
Maanen, der var formørket, skinner klar,
Spaamanden ad sin mørke Tale smiler,
alt det staar fast, som forhen uvist var,
og Freden frem med Oljegrene iler.
I denne Balsam-Dug min Kærlighed
biir frisk og skær, og Døden selv mig lyder:
thi i mit Vers mit Liv skal vare ved,
mens over hver, der tier sløvt, han byder:
Og her faar du dit Mindesmærke, Ven,
naar Fyrste-Graves Malm er smuldret hen.