Hvad er der i min Hjærne, som i Blæk
kan prentes, der ej malte dig min Tanke?
Hvad nye Ord og hvilke nye Træk
kan om mit Venskab og dit Værd jeg sanke?
Intet; dog maa lig Bønner daglig jeg
det samme sige, intet Ord forskelligt;
mig synes alting ungt, naar jeg har dig,
som da dit Navn mig første Gang blev helligt.
Thi Kærligheden, evig frisk og fager,
kun føje Tidens Støv og Voldsdaad agter;
ej Rynker eller Furer bort den jager;
den Alderdom men som sin Træl betragter.
Sit første, friske Liv kan dér den møde,
hvor den af Tiden synes ramt til Døde.