Sig ikke, jeg var falsk i Sind og Tanke,
skønt fjærnt fra dig jeg syntes dig at glemme.
Saa gærne kunde fra mig selv jeg vanke
som fra min Sjæl, der i dit Bryst har hjemme.
Dér er mit Venskabs Hjem: har vidt jeg vandret,
igen jeg mine Fjed tilbage retter,
til rigtig Tid, med Tiden ej forandret,
og selv jeg bringer Vand til mine Pletter.
Om end i min Natur der tumled sig
hver Svaghed, som i Kød og Blod har Rum,
saa tro mig ej saa taabelig, at jeg
gav hen for intet al din Godheds Sum; —
Den hele Verden mig for intet gjaldt,
hvis ej, min Rose, du var til, — mit alt.