Ak, hvor min Muses Daad er gold og bar!
Thi skønt den har et saadant Maal for Øje,
det nøgne Æmne mere Fylde har,
end naar jeg Lov og Ros dertil vil føje.
O vredes ej, hvis intet jeg formaar!
Se i dit Spejl: du dér et Aasyn skuer,
som mine sløve Evner overgaar,
mit Vers fordunkler og med Skam mig truer.
Og Synd det var, fordi min Evne svigter,
at ødelægge, hvad der før var godt.
Det Maal, mod hvilket al min Digtning sigter,
er at berette om din Skønhed blot;
Og meget mere, end mit Vers kan melde,
dit eget Spejl dig mægter at fortælle.