Jeg elsker dine Øjne; — de begræde,
at med Foragt jeg martres af dit Hjærte;
og derfor sorgfuldt de i sort sig klæde
og se med kærlig Medynk paa min Smerte.
Og sikkert ikke Morgensolens Skin
saa fagert smykker Østens blygraa Kinder, —
hin Stjærne ej, som fører Aftnen ind,
saa herligt i det dunkle Vesten skinner,
Som hine Øjnes Kummer smykker dig:
o, lad dit Hjærte da paa samme Maade
i Sorgens Skønhed sørge over mig, —
lad ogsaa dér din skønne Medynk raade!
Da skal de sorte Skønheds-Navnet arve,
den kaldes styg, som ikke har din Farve.